Smartlog v3 » Furore » Nysgerrighedstilfredsstillelse IX
Opret egen blog | Næste blog »

Furore

Furiens tilstræbte tankevirksomhed på den lysegrønne

Nysgerrighedstilfredsstillelse IX

18. Aug 2006 02:45, Irene Lundgaard

I mit hjem har jeg en hylde, det er en støbejernskaminhylde. I kaminen kan der lige akkurart være tre stykker tørvebriketter ad gangen, de giver en god varme til den venstre flanke, når man sidder ved computeren, på en kold dag.

Kaminhylden er en lille meter lang, tre fod vil jeg skyde på. De bruger stadig både tommer og "fødder" her på den lysegrønne, også selvom man ikke længere er en del af imperiet. Underligt det. Den er ti centimeter i dybden og sidder i fire fods højde. Jeg lader til at være blevet målimperialist, helt uden at jeg opdagede det. 

Hylden er sort, den bliver sortnet hver sommer. Det er lidt ligesom at pudse sko. Jeg har en lille hård svinebørste jeg bruger til formålet, det er een jeg har taget med fra Danmark. Jeg har endnu ikke fundet en god børstenbinder her, så jeg har også danske svineopvaskebørster på lager. Kaminen er også støbt i jern, og sortnes ved samme lejlighed som hylden.

Jeg havde også en hylde da jeg boede i København, men det var ingen kaminhylde. Min hylde hed det samme dengang, som den hedder nu.

Forundringshylden.

Jeg har samlet mine støvsamlere på ét sted og det er alle småting jeg kan forundres over. Der er en lille fin trætraktor med vogn, den har jeg haft siden min pure ungdom. På laddet står en elefant udmejslet af sten, den har jeg fået af min nevø.

Jeg har en fin udskåret træblok stående, til indisk stoftryk, som min søster har købt til mig i Camden Lock i London, hos en marskandiser.

Buddhaen slanger sig og ler på sin sorte træplint, han er udskåret i elfenben og fra tiden før man skulle have pas og papir til den slags. Han kommer fra Thailand, min mor fik ham af en kær veninde der havde ferieret der, i tidernes morgen. Jeg kan huske da hun fik ham. Han slagede sig også, og var voldsomt eksotisk, i mit barndomshjem.

Jeg har to æggebægere min bedstefar har drejet i træ, i den ene er der en stor rajablå glaskugle. Kuglen fandt jeg ved vældet på gårdspladsen hvor jeg boede først, da jeg flyttede til den lysegrønne. Jeg er meget glad for de æggebægere.

Jeg har et stort udskåret træ-a, jeg er ikke sikker på skriftypen mere. Jeg fik det af min læresvend da jeg blev udlært som typograf.

På forundringshylden står der også en indrammet koldnålsradering jeg lavede engang jeg var på kunstskole i et par uger. Titlen på billedet er "Den med ægget ..."

Og så har jeg en fajanceskildpadde stående. Skjoldet kan løftes af så man kan have hemmeligheder inde under det. Det har jeg også.

På den anden ende af hylden ligger der to hvide plastikterninger. De kommer fra et spil backgammon jeg købte sammen med min afdøde veninde i Athen, da vi var på interrail i '85. Begge terninger viser seks.

På hylden står der også en lille, fin, antik, brun medicindrypflaske med en gammel korkprop i. Flasken er fuld af de yndigste små mangefarvede grønlandske perler, som jeg fik af min farbror da jeg var en lille pige. Han havde taget dem med hjem til mig fra Grønland, hvor han arbejdede dengang. Jeg fik flasken af min bedstemor, den er fra hendes barndomshjem. Flasken har en speciel plads i mit hjerte. 

Der samler sig meget støv på en kaminhylde og jeg undres til stadighed over at jeg bruger den til forundringsformålet.

Med tak til Styx for inspiration.

Kommentarer

  1. styx
    19. Aug 2006 19:20
    1

    Spændende tanke at samle sine underværker på en kaminhylde, Og have en en lille historie til hver ting.

    Men det er vel meget udbredt i imperiet og omliggende (tidligere) medlemmer at bruge 'the mantelpiece' til at placere skattede billeder ?

    Selvtak for ordet/ideen, men ret beset var det nu regitze, der bragte det ind i en kommentar. Forundringsparathed. Og det er jo noget vi alle bør være og bestræbe os på :-)

  2. Irene
    19. Aug 2006 19:30
    2

    Styx, det er første gang jeg har en kaminhylde og endnu engang følger jeg ikke konventionerne for kaminhyldebrug ...

    Og så synes jeg det er forunderligt at bese mine små skatte og lyset der falder i støvet!

    Forundringsparatheden er ganske høj på den lysegrønne, det er den vist også hos Regitze! ;-)

    Tør du? ;-)

  3. styx
    19. Aug 2006 22:03
    3

    Irene - mit livs kvalitet, det jeg skatter mest, er at lære nyt, at udvikle mig, og at undres. At undres og forstå er drivkraften.
    Så tro mig, jeg ikke blot tør, jeg tørster efter nye tanker.....
    =)

  4. Irene
    19. Aug 2006 22:58
    4

    Aaaaahh! Endnu en artsfælle!

  5. regitze
    20. Aug 2006 14:54
    5

    lige før havde jeg lidt spændingshovedpine og irriteredes over at være stresset på en søndag.
    så satte jeg mig lige et par minutter ved maskinen med en kat i skødet og klikkede ind hos dig.

    nu er pulsen sænket, hjernen arbejder i noget nær alphabølger og smilet kom helt af sig selv.
    forundringshylden.
    sådan en støvsamler har jeg også altid haft. jeg vidste bare ikke hvad den hed.





  6. Tina - omme i West Van
    22. Aug 2006 23:54
    6

    Jeg elsker din forundringshylde og kan slet ikke holde grabbenuskerne fra saadan en hylde. Den minder mig om alle de smaa ting jeg havde i min lille roede kuffert da jeg bar barn - og i den smukke lille "Quality Street" daase som Jens Thor havde med hjem fra England. Man forundres. (",)

  7. Irene
    23. Aug 2006 01:58
    7

    Dine smukke grabbenusker må holde mine forundringer lige så tit det skal være.

    Lille rød kuffert og Quality Street! Hvilken barneglæde!

Tags

Arkiv